Skammelig uvidenhed om bioposer

KØBENHAVN: Vestforbrænding foreslår nu, at de grønne bioposer skal byttes ud med poser af genbrugsplast. Dét ønsker københavnerne med garanti ikke, hvis de holder af deres børn, fremtid og helbred. Men man aner jo ikke, hvad man ikke ved. Og det er netop problemet omkring bioposer: Uvidenhed.  

Hos Maistic Bio Group havde vi godt hørt om biopose-undersøgelsen i Københavns Kommune. Vi er ikke leverandøren af de konkrete poser, men er desværre ikke overraskede over kommunens overraskelse.

Det er ikke mere end en måned siden, at vi sad hos en anden kommune og forklarede om vores 2. generations-biopose, der kommer inden længe, om råmaterialer, certificeringer og særligt, hvad kommunerne skal lægge til grund i deres udbud for at få mest miljø for pengene. Vi oplevede præcis, hvad det også lader til, at det have været tilfældet i København. Nemlig at kravet er ’overholdelse af EU-standarden EN13432’ og ikke andet. Udover god pris. Så får man jo det. Og netop ikke mere miljø.

I Frankrig, hvor man for nogle år siden gik over til statsligt krav om komposterbare poser til affald, indkøb, til grøntsager i supermarkederne mm, startede man med krav om 40 pct. bioindhold, men med krav om, at fra 2018 skulle det være 50 pct. Dét satte bioplastproducenternes ingeniører på arbejde. For nogle udviklere lykkedes det ikke at skabe poser med tilsvarende egenskaber. For andre gjorde det. Et klart eksempel på, at industrien altid skal, kan og bør presses af vore politikere og ikke stryges med hårene, som ikke mindst plastindustrien generelt bliver.  

PBAT – som er det fossilt baserede, komposterbare råmateriale, som man må gå ud fra, der er tale om højt indhold af i BioBag-poserne til Københavns Kommune – er helt normalt i ’bioposer’. Det gør – kort fortalt – poserne bløde og fleksible fremfor sprøde, som de ville være uden PBAT. Måske nogen husker posen omkring Maistics første hvide mikroplastfrie klude?

Den var 100 pct. biobaseret, let knitrende, ikke fleksibel og kun komposterbar i industrielle anlæg/ikke hjemmekomposterbar. PBAT er altså vigtigt, hvis posen for eksempel skal kunne spændes ud over en spand eller et skraldestativ. Ligeledes fremmer PBAT på molekyleplan nedbrydeligheden, hvilket er endnu en årsag til, at poser, der certificeres Home Compostable, oftest indeholder PBAT. Og så er olie desværre stadig billigere end det, der er passet og plejet af en landmand.

I Maistics 1. generations poser er der også PBAT, men langt mindre. I vores kommende 2. generationsposer er bioindholdet det dobbelte af det i Københavner-poserne, nemlig godt 60 pct. Dertil indeholder posen også restaffald fra fødevareproduktionen. Og er i øvrigt både stærkere og har længere holdbarhed i skuffen end 1. generation. Og stadig bløde og fleksible.

Det viser, at udviklingen – og priserne – heldigvis kun går én vej. Den rigtige. Og det går hurtigt.  

Mere viden - tak
Sagen i København viser med al tydelighed, at der er et kæmpe behov for oplysning – både til politikere, udbudsgivere og forbrugerne. Der arbejdes i EU både på international ensretning og allervigtigst for statslige anerkendelser af mærkninger for biomaterialer. Både den komposterbare bioplast og de typer, der kun er biobaserede, men ikke nedbrydelige. Den sondring er nemlig også væsentlig: Ikke alt biobaseret kan nedbrydes. Fx er de Svanemærkede bioposer netop ikke komposterbare. Dét ved folk jo heller ikke…   

Komposterbare bioposer er i høj grad også sundhed. 

Hos Maistic kæmper vi sammen med bl.a. bioplastorganisationen European Bioplastics om ovenstående, nemlig viden. Bl.a. også i forbindelse med den meget stærkt kritiserede og fejlfyldte bærepose-rapport. Og vi arbejder for åbenhed om plastic, ikke mindst genbrugsplasten, som det af Vestforbrænding nu helt håbløst foreslås, at Københavns Kommune kan gå over til.

Det er vi hos Maistic temmelig sikre på, at københavnerne ikke ønsker.

For genbrugsplast – og særligt den billige slags, der sikkert ville blive tale om – er fyldt med kemi. Fyldt. Med. Kemi. Kun det dyreste genbrugsplast er godkendt til fødevarekontakt. Med andre ord, så skal man i så fald aldrig bruge sin udleverede genbrugsplastpose til klassens time-kagen eller æblerne fra mormors have. Og hvem har ikke gjort det?  

At plastic-affaldsposer og plastic-indkøbsposer - og især dem af genanvendt plastic - mangler godkendelse til fødevarekontakt er og har meget længe været et klart svigt ift forbrugersikkerheden. Forbrugerne aner ikke, at disse poser ikke kan bruges til madvarer – og bruger dem derfor naturligvis til det. Og hvem kender egentlig mærket for fødevarekontakt? Og hvem kigger efter det på en pose? Det burde stå klart og tydeligt på alle poser, om de er til fødevarekontakt. Endnu et emne og krav, som udbudsgiver nemt kan inkludere.  

Politikernes Ja mangler
Certificeret komposterbare råmaterialer og produkter, herunder poser, om det så er til indkøb, affald, hundeprutter eller mad - overholder i allerhøjeste grad krav til fødevarekontakt. I hvert fald Maistics. Det er ganske enkelt en fornøjelse for moderhjertet at se på de uvildige testrapporter. Årsagen er certificeringen bag, fx OK Compost eller OK Compost HOME samt EU-standarden for kompostmateriale. Kravene er så skarpe, at ikke kun Maistic, men også eksperter i miljømedicin, arbejder for, at disse krav en dag bliver minimum for madindpakningsprodukter til børn og gravide. Produkterne er udviklet. Det er kun politikernes Ja, der mangler. 

Sundhedsaspektet ift plastproblematikken er mindst lige så vigtigt som miljøaspekterne. Det har EU og Danmarks ukronede plastbekæmpelsesdronning, Margrete Auken, netop i disse dage fokus på. Nemlig i forbindelse med det snarligt kommende oplæg fra EU-Kommissionen, hvor der ifølge lækkede dokumenter vil blive lagt op til forbud mod single-use produkter af traditionelt plast såsom sugerør, bestik, tallerkener, vatpinde og ballonpinde. En kæmpe nyhed, der for alvor vil vende op og ned på både plastforurening og fremme udbredelsen af komposterbare alternativer på supermarkedernes hylder og dermed også nye krav til affaldshåndtering.

Men det har ifølge Margrete Aukens snak med magasinet Meta netop ikke været muligt at få sundhedsaspektet med i oplægget: Hun fortæller: 'What is missing is action on the dangerous chemicals found in many plastic products'. 'Our daily exposure to toxic chemicals used in food packaging and bottles can lead to chronic diseases'. Her henvises bl.a. til ønsket om langt større krav til indhold af hormonforstyrrende og kræftfremkalde plast-indholdsstoffer som bisphenol A (BPA) og phtalater, bl.a. fordi de i dag ’reintroduceres’ i produkter, når plastic recycles.  

Mange-facetteret problematik
Faktum er helt overordnet, at CO2-udslippet er og bliver mindre ved bioposer fremfor gammeldags fossil-plast. Dét er, sammen med nedbrydeligheden og sundhedsaspektet, de tre store argumenter for komposterbare bioposer og produkter – uanset bio-andelen.

Sagen her kommer kun få måneder efter, at det kom frem, at Københavns bioposer trækkes ud af bioaffaldet hos Vestforbrænding – og i øvrigt alle andre steder i landet - frem for at blive og indgå som biomasse til bioforgasning, præcis som de er udviklet til. Og præcis som man naturligvis gør det i de stadig flere europæiske lande, hvor komposterbare poser i tiltagende omfang bliver et offentligt krav.

En nyligt offentliggjort meget stor live-undersøgelse fra Italien, hvor poserne får lov at nedbryde med bioaffaldet, viser, at plast i bioaffaldet ikke er et problem. Bliver poserne i bioaffaldet, skabes op mod 10 pct. mere biomasse, da madrester fjernes med poserne. Det er ifølge undersøgelsen en klar gevinst for miljøet at bioforgasse med komposterbare poser.   

Begge biopose-eksempler viser og understreger, at plastproblematikken er mange-facetteret. Og fyldt med uvidenhed blandt beslutningstagere i et træls miks med voldsom lobbyisme fra en stærk gammeldags plastindustri og et affaldshåndteringssystem, der har overset fremtiden. 

Vil vi miljøet, folkesundheden og en fremtid med mindre plast, så er det ikke de gamle industrier, der skal lyttes til. Det er de nye. Fremtiden lægger i de unges hænder – også når det kommer til plastic-udfordringen.
 

Heidi von Bülow, stifter og direktør, Maistic Bio Group